Spring til indhold
Forside

Nyhed

Fra værksted til klasseværelse: Matematik, der gør en forskel

Lagt online: 29.04.2025

Sammenhæng mellem erhvervsskolernes matematikundervisning og elevernes håndværksfag øger motivation og indlæring, samtidig med at det med al sandsynlighed reducerer frafald. Det viser et udviklingsprojekt gennemført på Tradium Gymnasium og Erhvervsskole i Randers

Nyhed

Fra værksted til klasseværelse: Matematik, der gør en forskel

Lagt online: 29.04.2025

Sammenhæng mellem erhvervsskolernes matematikundervisning og elevernes håndværksfag øger motivation og indlæring, samtidig med at det med al sandsynlighed reducerer frafald. Det viser et udviklingsprojekt gennemført på Tradium Gymnasium og Erhvervsskole i Randers

Tekst: Nelly Sander, AAU Kommunikation og Public Affairs
Foto: Tradium Gymnasium og Erhvervsskole 

Matematik skal give mening, og det skal være relevant. Så enkelt kan det siges. Og det er lige nøjagtig det, AAU-lektor Bettina Dahl Søndergaard gør. Hun har stået i spidsen for et udviklingsprojekt, der netop handler om at gøre matematikundervisningen nærværende og dermed bidrage til at reducere det store frafald på erhvervsuddannelserne. 

Elevernes behov for sammenhæng 

“Vi havde en stærk formodning om, at matematikundervisningen er en væsentlig faktor i, at mange elever vælger at droppe ud. Eleverne kan ofte ikke se forbindelsen mellem matematik og deres praktiske fag, og det kan fratage dem lysten og interessen for at lære,” siger hun.

Og formodningen ser ud til at holde stik. Motivationen stiger i hvert fald betydeligt, når eleverne opdager, at matematik kan bruges til at løse praktiske problemer og effektivisere deres håndværk.

“Det er essentielt, at eleverne får mulighed for at eksperimentere og undersøge konkrete problemstillinger. Det giver dem mulighed for at opbygge deres egne forståelser af, hvordan matematik kan anvendes i deres faglige kontekst,” siger Bettina Dahl Søndergaard.

I har ramt hovedet på et søm

Murerelev om den nye matematikundervisning

Selvtillid og motivation

Relevant matematik kan for eksempel være mekanikerlærlingen, der skal beregne omkreds af forskellige bilers dækstørrelse, hjulenes omdrejningshastighed eller indholdet af mikroplast i dækkene. Eller murerlærlingen, der skal beregne rumfang og vægt for at foretage en nøjagtig materialeberegning baseret på en hustegning med nøjagtige mål.

Forskningen peger på en klar sammenhæng mellem selvtillid og motivation. Når eleverne har tillid til deres evner til at løse specifikke opgaver, øges deres motivation for at starte på opgaven og deres evne til at løse udfordringerne undervejs.

Her spiller de gode erfaringer en vigtig rolle, da selv små sejre kan sætte gang i en positiv spiral. Det er derfor vigtigt at skabe situationer i undervisningen, hvor eleverne oplever, at de lykkes i forhold til konkrete udfordringer, som de løser ved hjælp af matematik.

Faglig inspiration til lærerne

Et væsentligt mål med projektet har været at give lærere på erhvervsskoler inspiration til at udvikle deres undervisning ved at anvende forskellige afprøvede og veldokumenterede metoder inden for matematikundervisning.

Lærere fra forskellige fag, der indeholder matematik, valgte relevante områder at samarbejde om. Lærerne har arbejdet i par – en håndværkslærer sammen med holdets matematiklærer – og sammen udviklede de undervisningsforløb, der blev afprøvet og evalueret med feedback fra både konsulenter og forskere. 

“Lærerne tog matematikken ud i værkstederne – eller de integrerede værkstedsarbejdet i matematikundervisningen. Skabte bro. Og det havde stor succes. Eleverne oplevede undervisningen som motiverende, relevant og vigtig, uanset hvilket erhvervsfag og matematikniveau vi arbejdede med. Som en murerlærling sagde: 'I har ramt hovedet på sømmet,’” fortæller Bettina Dahl Søndergaard.

Mere om projektet

Projekttitel: Kompetenceløft af undervisere i matematik på erhvervsskoler (KLUMP)

Læs mere om KLUMP

Projektet er støttet af Novo Nordisk Fonden

Deltagere: Tradium Gymnasium og Erhvervsskole, Nationalt Center for Udvikling af Matematikundervisning og Aalborg Universitet 

Følgende fag på grundforløbet er inddraget

- Smed
- Personvognsmekaniker
- Murer
- Business
- Tømrer
- Elektriker
- Industrioperatør

I 2023 var frafaldet på erhvervsuddannelserne i Danmark betydeligt højere end på gymnasiale uddannelser. Ifølge Børne- og Undervisningsministeriet forventes kun 59% af eleverne på erhvervsuddannelserne at fuldføre deres uddannelse, sammenlignet med 89% på de gymnasiale uddannelser.

Relaterede nyheder

Kontakt

  • Bettina Dahl Søndergaard, tlf. 99 40 36 84, e-mail: bdahls@plan.aau.dk
  • Nelly Sander, projektleder AAU Kommunikation og Public Affairs, tlf.: 99 40 20 18, e-mail: nsa@adm.aau.dk